VI: Asterix og Kleopatra (KLEO)

06-KLEO-forside Tegning: Albert Uderzo
Tekst: René Goscinny
Oversættelse: Per Då
Originaltitel: Astérix et Cléopâtre
Udgivet: 1965
Min udgave: 1972

 

Synopsis

Kleopatra indgår et væddemål med Julius Cæsar, der skal bevise, at Ægypten stadigvæk er en stor nation. Hun lover at bygge et pragtpalads på tre måneder, og arkitekten Linialis bliver udpeget som ansvarlig for byggeriet. Heldigvis kender Linialis Miraculix,der drager til Ægypten med Asterix, Obelix og Idefix for at hjælpe med byggeriet. Efter mange stridigheder bliver paladset bygget færdigt til tiden.

Personer

Kronologisk_i_album Betydning, oprindelse eller kommentar
caesar Julius Cæsar
Født 69 f.Kr. og død 44 f.Kr. Romersk feltherre og statsmand. Undertvang Gallien 58-53, Britanien 55-54 og Germanien 55-53. Kæmpede i 57 mod Belgierne. Hovedkampene med Vercingetorix drejede sig om bopladserne Avaricum, Gergovia og Alesia. Blev dræbt med en dolk af sin yndling Marcus Junius Brutus.
kleopatra Kleopatra
Født 69 f.Kr. og død 30 f.Kr. Datter af den ægyptiske kong Ptolemaios, og hun blev regent i 51 f.Kr. sammen med hendes bror Ptolomaios, der endnu var et barn. Hun kom hurtigt i strid med broderens formyndere, og i 48 f.Kr. kom Julius Cæsar til Ægypten, og han mæglede i denne strid. Kleopatra fik en søn Cæsarion med Julius Cæsar. Kleopatra begik formentlig selvmord, da det ikke lykkedes hende at besnære den senere erobrer Octavianus.
linealis Linealis
Ægyptisk arkitekt.

Navnet kommer af linea, der på latin betyder streg, linje eller lodlinje. Måske ikke lige Linealis’ stærke side.
asterix Asterix
Helten i vor historie.

Fortolkningen af navnet kan komme af:

  1. Ordet Asterisk kommer af græsk og betyder stjernelignende eller stammer fra stjernerne.
  2. Asteriskos kommer af græsk og er et kritisk, sædvanligvis rødt tegn (*) med hvilket oldtidens filologer frikendet steder i et håndskrift for mistanke om uægthed eller upålidelighed eller også erklærede dem for særlig smukke og værd at lægge mærke til. Det modsatte tegn var Obeliskos (†). Nu anvendes symbolet (*) til at fremhæve steder eller henvise til en fodnote.
  3. Aster kommer af det latinske navn for stjerne og rix henviser til det latinske rex, der betyder konge.
miraculix Miraculix
Troldmanden/druiden i gallerbyen.

Han besidder den hemmelige opskrift på trylledrikken.Miraculix kommer af mirakel, hvilket betyder en overnaturlig hændelse, der måske kan forklares.
obelix Obelix
Asterix’ bedste ven.

Faldt i gryden med trylledrik og får ikke noget sidenhen undtagen i KLEO og [SØS]. Der er flere muligheder for fortolkninger navnet:

  1. En obelisk er et typografisk symbol (†), der oprindeligt blev anvendt til at markere noget var uægte eller værdiløst. Ordet kommer af det græske Obelos eller Obeliskos, og symbolet var det modsatte af Asteriskos (*). Nu anvendes symbolet til at markere en fodnote eller dødsdatoen for en person.
  2. På græsk lyder obelix som ovelias (ovelos), der er oldgræsk for det spyd gallerne brugte til at stege vildsvin over åben ild. Måske den bedste forklaring, når man tænker på Obelix’ madvaner.
  3. Obelisk er et stenmonument med fire sider og en pyramidetop, f.eks. som centrum af Place de la Concorde i Paris.
idefix Idefix
Obelix’ bedste ven.

Han bliver altid ked af det, når træer vælter.Navnet er en direkte oversættelse af det franske navn, og det betyder en fiks idé. Det franske navn blev valgt af læserne af Pilote i 60’erne.
majestix Majestix
Høvding for gallerbyen.

Kommer af det latinske majestas, der i antikkens Rom var betegnelsen for folkets og statens værdighed. Senere blev begrebet overført til en kejserlig person, og dermed fulgte, at selv ubetydelige fornærmelser mod denne person, ofte blev genstand for vilkårlig forfølgelse og streng straf.
trubadurix Trubadurix
Gallerbyens skjald, spillemand og sanger!

Ender på sidste side i hvert album med at blive bundet og kneblet, så han ikke kan spolere festmiddagen med sang. Dette er dog ikke tilfældet i GGAL, VIKI, SKRK, OLYM, BYPL, GAVE, AMER, ØST og ROSE (indtil Asterix Fodnoter er færdig!).Troubadour var en middelalderlig digter fra sydfrankrig nærmere betegnet Provence. Ordet oprinder af trobador, der betyder “den der finder”.
capitanis Capitanis
Kaptajn på den ægyptiske båd.

Navnet kommer af capitan, der var det oprindelige navn for admiralen af den tyrkiske flåde.
rodskaeg Rødskæg
Piraternes kaptajn.

Rødskæg er en henvisning til serien “Barbe Rouge” af Victor Hubinon.
treben Treben
Piraternes lyriske styrmand.

Treben har sit navn, da han jo går med stok. Lige som sit forbillede Tripod i serien “Barbe Rouge” af Victor Hubinon taler Treben flydende latin.
proberis Proberis
Kleopatras mundskænk.

Navnet kommer af probo, der på latin begyder godkender.
papiris Papiris
Skriver for Linealis – og tillige tolk.

Navnet kommer af papir, der blev opfundet af ægypterne 3.000 f.Kr. ved at banke marven fra papyrus træerne sammen. Papyrus betyder papir på latin
criminalis Criminalis
Ægyptisk arkitekt M.A.P.Æ.A.

Oprindelsen af navnet er crimen, der betyder beskyldning eller anklage på latin. Criminalis betyder kriminel på latin.
televis Televis
Tjener for Criminalis.

Televis er en forkortelse af television, der er en umiddelbar overføring af synsindtryk på længere afstand. I dag er det kendt som en fjernsyn.
ananasis Ananasis
Romersk spion i Ægypten.

Der er ikke anden oprindelse end hvad, der står: Ananas-is. Ananas er en frugt, der først blev dyrket på Java og fundet i 1599.
gigantus Gigantus
Romersk legionær.

Giganter var overmennesker i den græske mytologi, og ordet betyder nu kolosal eller kæmpemæssig. Navnet Gigantus har f.eks. været anvendt af Marvel Comics, hvor det er en mutant, der kæmper mod de fantastiske fire.
usus-publicus Usus Publicus
Romersk centurion.

Usus betyder brug eller benyttelse og publicus betyder statslig eller statens. Usus publicus betyder direkte oversat “Til folkets brug” på latin.
amorix Amorix
Dreng i gallerbyen.

Drengen har bue og pil, og navnet er afledt af amor, der betyder kærlighed på latin. Amor er også den græske kærlighedsgud, søn af Venus.

Steder

Kronologisk Betydning eller kommentar
Gallien Kommer af det latinske Gallia. Landet omfattede det nuværende Frankrig, Belgien, det vestlige Schweiz, dele af Holland og Tyskland vest for Rhinen.
Lutetia Parisiorum Det oprindelige latinske navn for Paris. Lutetia stammer formentlig fra asien og betyder mudder, der skulle hentyde til marsken, der oprindeligt lå langs floden Seine.
Provincia Kommer fra latin og betød oprindeligt den virkekreds, som tildeltes de romerske embedsmænd. Senere blev betegnelsen om bestyrelsen af en erobret landsdel og gik derved over til at betegne landsdelen selv. I nyere tid anvendes provins som modsætningen til hovedstaden.
Akvitania Kommer af det latinske Aquitania, der var den romerske navn for den del af Frankrig, der befandt sig syd for floden Garonne mellem Bordeaux og Toulouse og nord for Pyrenæerne.
Akvarium En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. Akvarium kommer af det latinske aquarius, der betyder vandholdig. Anvendes i dag om kummer til fisk eller en bygning, der rummer akvarier, f.eks. Danmark Akvarium.
Solarium En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. En havsnegl, der hører hjemme i de varme have specielt omkring Kina. Der er næppe her tænkt på det nyere ord for en kunstig sol.
Terrarium En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. Terrarium er afledt af det latinske terra, der betyder land samt en analogi til akvarium. Et terrarium anvendes om en glaskasse til typisk krybdyr.
Perikum En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. Kommer af det græske hypereikon, der er en lyngart fra slægten hypericum.
Gallia Belgica Det romerske navn for det område, der i dag omfatter det sydlige Holland, Belgien, det nordøstlige Frankrig og det vestlige Tyskland.
Alexandria Byen blev grundlagt 334 f.Kr., og den blev underlagt romersk styre i 80 f.Kr. Alexandria er Ægyptens største havneby placeret 200 km. nordvest for Cairo. Byens navn stammer fra grundlæggeren Alexander den Store.
Luxor Byen er opstået efter oldbyen Theben i det sydlige Ægypten. Navnet er en omdannelse af Kusor, der betyder slottene.

Kommentarer

Side_Rude Kommentar
Side 5
Rude 4
Verdens syv vidundre blev beskrevet af Antipatros i det 2. århundrede, og disse var: De hængende haver i Babylon, Kolossen på Rhodos, Alexandrias fyrtårn, Zeus statuen i Olympia, Mausoleet i Halikarnassos, Artemis templet i Ephesos og Ægyptens pyramider.
Side 6
Rude 9
Spillet 421 eller Quatre Cent Vingt-et-un er et gammelt fransk terningspil, hvor det gælder om at slå en kombination af tre terninger, der giver spilleren mulighed for at tage chartons fra modstanderen. Tre ens bliver slået af f.eks. 1-1-3, mens den ultimative kombination er 4-2-1.
Side 7
Rude 4
Linealis udtrykker sin hilsen i en versform, der – som Miraculix nævner – kaldes alexandriner. Alexandriner stammer fra den franske litteratur og er opbygget af 12 eller 13 stavelser. Efter den tredje jambe (versefod, der består af en kort og en lang stavelse) falder en cæsur (latinsk for overskæring eller ophold).
Side 8
Rude 3
Katten er ganske rigtigt et helligt dyr i Ægypten, og der var dødsstraf for at slå en kat ihjel.
Side 8
Rude 10
Båden bærer navnet Si, der er det romerske navn for noden h. Her kan det være en hentydning til sivbåden Ra, der blev bygget og sejlet af nordmanden Thor Heyerdahl fra Marokko til Mellemamerika i 1970.
Side 9
Rude 6
Talenter var møntfoden omkring Middelhavet, hvor en kobbertalent var en stor kobberbare, der havde form som en udspændt oksehud, idet prisen for en okse var netop en kobbertalent. Sølv- og guldtalenter var naturligvis forholdsmæssigt mere værd.
Side 9
Rude 10
Piratflaget Jolly Roger stammer i sit nuværende design fra starten af 1700-tallet. Tidligere var flaget rødt eller grønt, men ofte brugte piraterne ingen flag eller flag med andre farver, for at narre de skibe, de skulle borde.
Side 10
Rude 9
Lyset i horisonten er Alexandias fyrtårn – et af de syv vidundre.
Side 11
Rude 2
Kleopatras morgenmad henviser til en hændelse, hvor Kleopatra holdt en festbanquet for kejser Markus Antonius, hvor hun havde indgået et væddemål om, at det ville blive den dyreste middag nogensinde serveret. Det eneste, der var placeret på bordet var et glas med eddike, og Markus Antonius kunne ikke gætte, hvordan hun ville blive i stand til at vinde væddemålet. Kleopatra fjernede derpå en af sine øreringe, der var 10 millioner sesterter værd, og kom den ned i eddiken. Perlen blev opløst, og Kleopatra drak væsken og vandt væddemålet. Der er forskellige udlægning at denne historie, men ovenstående er beskrevet af den romerske historiker Pliny den Ældre (23-79).
Side 12
Rude 2
Linealis er skrevet med græske bogstaver
Side 12
Rude 7
Papiris taler disse levende sprog:

Latin var det officielle sprog i oldtidens Rom.
Græsk er det eneste levende sprog den dag i dag.
Keltisk blev talt af et stammefolk over det meste af Europa, bl.a. af Gallerne.
Assyrisk blev talt i Assyrien, der i oldtiden var et kongerige i det nordlige Iraq.
Babylonisk blev talt i Babylonien, der i oldtiden lå i Iraq ved floden Eufrat.
Hittitisk blev talt i det Hittitiske rige, der i oldtiden lå i dele af Tyrkiet.
Germansk blev talt af Germanerne i romertiden, og sproget er i dag blevet til tysk.
Side 13
Rude 1
Den danske pendant er MAA (Medlem af Akademisk Arkitektforening).
Side 15
Rude 1
Linse er en bønne, der stammer fra mellemøsten.
Side 19
Rude 9
Skipperen spytter konkete heroglyffer fra De dødes bog ud. De dødes bog er en betegnelse for de skrifter, der blev begravet med ægypterne, og de kaldes også for ægypternes bibel.
Side 21
Rude 3
Den store sfinx og de tre pyramider er placeret i Giza syd for Cairo.
Side 22
Rude 1
Næsen knækkede af, da tyrkerne holdt skydeøvelse mod sfinxen i 1378.
Side 23
Rude 2
Kheopspyramiden stod færdig 2560 f.Kr., så det er kun 25 århundrede tidligere den er blevet bygget.
Side 26
Rude 6
Amon templet i Karnak ligger tre kilometer uden for Luxor. Selve indgangsportalen er taget fra Philaetemplet i Aswan, der ligger godt 200 km. syd for Luxor. Alléen op til templet Karnak er flankeret af sfinxer med vædderhoveder. I 1829 gav den ægyptiske guvernør Mehemet Ali den ene obelisk til franskmændene. Den står i dag på Place de la Concorde i Paris.
Side 33
Rude 7
Avisen hedder Amon And, og den henviser til Anders And. Amon er en ægyptisk gud, der har vædderen som dyr. De to tegneserier er Pyraman, der er en sammentrækning af pyramide og man – en henvisning til serier som Superman, Batman, Spiderman osv. Knold og Thot er en reference til Knold og Tot, der er det danske navn for serien The Katzenjammer Kids, der første gang udkom 12/12 1897, og var dermed verdens første egentlige tegneserie.
Side 34
Rude 1
De syv ægyptiske plager er rent faktisk 10 ifølge 2. Mosebog. De 10 plager er: Flodens vand blev til blod, frøer dækkede landet, myg dækkede landet, bremser dækkede landet, kvæg og andre dyr døde af sygdom, bylder brød ud over landet, hagl slog ned over landet, græshopper dækkede landet, mørke dækkede landet og drab på alle førstefødte i Ægypten.
Side 36
Rude 8
Apis er den ægyptiske gud for helbred og fertilitet.
Side 38
Rude 2
Morfeus var søvnens gud i det antikke Grækenland. Morfin er opkaldt efter ham.
Side 38
Rude 7
Bajonetten er et stød- og stikvåben, beregnet til montering på et gevær, for anvendelse i nærkamp. Bajonetten menes opfundet i 1640, og er opkaldt efter det formodede sted for fremstillingen, den franske by Bayonne.
Side 47
Rude 2
Apokryfe manuskripter er den protestantiske kirkes benævnelse af skrifter af tvivlsom oprindelse fra den græske eller latinske bibel.
Side 47
Rude 3
Kanalen Asterix omtaler er Suez kanalen mellem Port Said ved Middelhavet og Suez ved det Røde Hav. Kanalen blev bygget mellem 600 og 500 f.Kr. Kanalen er blevet ødelagt og genopbygget utallige gange siden. Kanalen blev genopbygget i sin nuværende form i 1869 og i 1888 blev kanalen erklæret neutral zone. Kanalen har været åben siden 5. juni 1975, hvor den åbnede efter 6 dages krigen 1967.

Diverse…

Side_Rude Kommentar
Side 24
Rude 5
Oblelix får for første gang trylledrik siden han faldt i gryden som barn.
Side 47
Rude 2
Miraculix har mistet sit overskæg (måske af bar befippelse).